Skam er en af de mest smertefulde følelser, vi kan opleve — og en af de mest tavse. Den får os til at gemme os, trække os fra andre og forsøge at skjule de sider af os selv, vi tror ikke kan accepteres. Skam handler ikke om noget, vi har gjort, men om en følelse af at være forkert som menneske. Den kan opstå efter konkrete oplevelser, men den kan også ligge som en grundtone i livet: en stille stemme, der hvisker, at man ikke er god nok, uanset hvad man gør.
Som psykologer ser vi, hvordan skam kan forme både tanker, følelser og relationer. Den får mennesker til at undgå blikke, nedtone deres styrker og holde afstand til dem, de længes efter at være tæt på. Skam kan få én til at sige undskyld for sin eksistens, før man overhovedet har sagt noget. Mange forsøger at overpræstere for at kompensere, men uanset hvor meget de lykkes, forsvinder følelsen ikke. Det er som at løbe fra en skygge, der hele tiden følger med.
At arbejde med skam i samtaler hos en psykolog
handler ikke om at ignorere den eller skubbe den væk, men om at møde den med nysgerrighed og omsorg. Skam mister sin magt, når den bliver set og delt. Vi arbejder ofte med at skelne mellem skam og skyld — og med at skabe nye, mere venlige indre stemmer, der kan erstatte de gamle, hårde. Det kræver tid, men for mange bliver det en befrielse at opdage, at de ikke er forkerte — de har bare lært at tro det.
På siden om skam kan man læse mere om, hvordan man kan begynde at løsne skammens greb. Det sker sjældent i store spring, men i små glimt, hvor man tør vise lidt mere af sig selv og opdager, at man stadig bliver mødt. Relationer, hvor man bliver set med varme øjne, kan langsomt gøre det trygt at træde frem og være sig selv — også med de sider, man før skjulte.
Skam får os til at gemme os for verden. Men når man begynder at lade den falme i lyset fra andres blik, bliver den mindre. Og langsomt kan man mærke, at man ikke bare har ret til at være her — man har ret til at være sig selv.